Sveriges ‘grønneste kommune’ sorterer tøj på lige fod med glas og plast

Nyheten är hämtad från DR, Danmark.

Den svenske kommune Eskilstuna vil skåne miljøet og på sigt tjene penge på borgernes brugte tekstiler. Det er med at holde tungen lige i munden, når man smider affald ud i den svenske by Eskilstuna.

Her skal indbyggerne nemlig sortere deres affald i syv forskellige poser i hver sin farve.

For udover plast, glas, bioaffald og så videre sorterer borgerne også brugt tøj og tekstil, der skal smides i en lyserød pose.

– Det er godt at se, når der havner lyserøde poser i skraldebilen, siger skraldemand Michael Skoog, der via en lille monitor i skraldebilen holder øje med, hvilke typer poser der ligger i indbyggernes skraldespande.

Der skal helst ikke være for mange hvide, der bruges til almindeligt affald, da det betyder, at man ikke sorterer nok, forklarer skraldemanden og tilføjer:

– Vi skal genbruge vores tøj. Sådan sorterer Eskilstuna kommune affaldet:

* Grøn pose: Mad og bioaffald
* Blå pose: Aviser og papir
* Gul pose: Pap og indpakning
* Orange pose: Plast
* Grå pose: Metal
* Lyserød pose: Tøj og tekstiler
* Hvid: Almindeligt affald – restavfallet

Kommunen indførte de lyserøde poser for halvandet år siden for omkring 28.000 indbyggere. De var et alternativ til de indsamlingscontainere, der stod på byens genbrugsplads, og målet er, at mere tøj bliver genbrugt eller genanvendt til nye materialer.

På affaldscentralen sorterer scannere automatisk de forskellige affaldsposer fra hinanden, så de let kan blive genanvendt.

De lyserøde poser med tøj havner i en beholder for sig, hvorefter tekstilerne bliver grovsorteret og doneret til velgørenhed.
Det tøj, der er i god nok stand, bliver vasket og genbrugt, som det er. Andet bliver optrevlet og genanvendt til nye produkter. Det kan eksempelvis være som fyld til bilsæder, forklarer Vesa Hiltula, der er genbrugschef i kommunen.

Ifølge genbrugschefen har kommunen på et år indsamlet tre kilo tekstiler per indbygger.
Så meget tøj ryger ud

I 2016 blev der solgt 85.460 ton nyt tekstil i Danmark. Af de i alt 85.460 ton nye tekstiler endte mindst to-tredjedele, 53.450 ton, på forbrændingen eller en losseplads enten i Danmark eller i udlandet hvert år. Tallet kan meget vel være langt højere.

I gennemsnit køber hver indbygger cirka 13,2 kilo tekstiler om året til brug i husholdningen. Omkring 8 kilo bliver smidt ud.
Kilde: Miljøministeriet og DAKOFA.

Cirka ti procent af de indsamlede tekstiler bliver smidt ud, da de er for dårlige til at kunne genbruges.

Til efteråret vil kommunen selv sælge det brugte tøj videre og dermed tjene penge på sorteringen.
– Folk må selv vælge, om de smider tøjet ud i de lyserøde poser eller giver det til genbrug, siger Vesa Hiltula.
– Det bliver genbrugt uanset hvad. Vi vil bare skåne miljøet.

Genbrugschefen er stolt af byens affaldssortering, som han mener, har reddet meget tøj fra at ryge direkte på forbrændingen.

– Vi har høj arbejdsløshed, mange indvandrere, og vi er en gammel industriby. Men vi er stadig en af de mest miljøvenlige byer, fortæller Vesa Hiltula.

– Alle kan gøre en miljøindsats, da miljøet jo findes i hvert hjem.

TV inslaget går inte längre att se.

Kontakt os

Hvis du gerne vil høre mere om Envac, kan du bare udfylde felterne nedenfor og trykke på Send. Så bliver du kontaktet af det nærmeste Envac-kontor hurtigst muligt.

* Disse felter skal udfyldes